Spredt Lykke
sommeren 2008
Det Flydende Teater stiller med musikforestillingen Spredt Lykke skarpt på den danske mentalitet.
En række stemningsbilleder; det forelskede møde, ægteskabet, den stille lykke, det nære og det fjerne… en sightseeing ind i os selv.
Forestillingen er bygget over en række af Benny Andersens digte der ikke tidligere har været sat i musik, og i hans ånd fortælles en poetisk, dramatisk historie skræddersyet til båden og de naturskønne omgivelser.
Pressen skrev:
”Smukkere ramme kan Benny Andersen næppe få til sine digte: Lappedykkerne knejser, bøgen sig spejler, og fuglene flyver i flok – sådan en soldag på Furesøen. Og mens det Flydende Teater sejler afsted, opstår vitterligt denne sære følelse af Spredt Lykke, som titlen lokker med. For instruktøren og dramatikeren Hanna Liv Møller har skabt en elegant og sørgmunter lille forestilling om det svære liv og den besværlige kærlighed”
(Information, Anne Middelboe Christensen)
”Det har forestillingens instruktør og meddigter Hanna Liv Møller nu befundet sig i med spændingsfyldt opladt sind, og har med titlen Spredt Lykke søsat en fortryllende femkvarters stævnen ud mod tosomhedens tit så uspiselige horisonter”
(Weekendavisen, Peter Johannes Erichsen)